Jeg er 34 år, bor i Aarhus med min forlovede og to små fisk. Oprindeligt er jeg fra Sønderjylland, jeg læste på universitetet i Aalborg og flyttede til Aarhus for at arbejde.
Jeg valgte at blive selvstændig psykolog for at kunne specialisere mig helt i dybden, og give den bedst mulige behandling. Det gør jeg ved at levere fagligt velfunderet samtaleterapi, der tager udgangspunkt i dig. Det betyder at et forløb hos mig vil være tilrettelagt ud fra den nyeste forskning om hvad der virker, og samtidig være tilpasset til netop dig. Jeg brænder nemlig for at lave god psykoterapi, og hjælpe dig til at få styringen i dit liv tilbage.
Igennem min karriere har jeg efterhånden arbejdet med vidt forskellige områder. Herigennem har jeg opbygget erfaring med udredning og behandling af en bred vifte af psykiske lidelser bl.a. depression, angst, stress, psykoser mv. Det erfaringsgrundlag er vigtigt for at kunne skelne tingene fra hinanden og give den rigtige behandling.
Jeg har igennem hele mit professionelle virke specialiseret mig i kognitiv terapi, og anvender denne metode i min behandling af stress og angst. Når relevant supplerer jeg den kognitive terapi med eksistentiel psykoterapi. Jeg anvender også kognitiv coaching.
Klientudtalelser
Kvinde, 49 år, stress: ”Det har været et godt forløb for mig at få sat op. Særligt har det virket for mig, at vi har haft fokus på, at jeg skulle lære at arbejde med stressen selv. Det giver mig en tro på, at jeg selv har evnen til at få ro og komme videre når tingene er svære. Jeg har nu en oplevelse af at have repareret mig selv, med Frederiks hjælp. Jeg har nogle gange gået fra en samtale provokeret og vred, men det har været sundt for mig. Typisk har jeg oplevet at tingene er faldet på plads, når jeg gået med det frustrerende i lidt tid”.
Mand, 24 år, angst: ”Jeg har fået afmystificeret hvad angst er, og har nu en bedre forståelse for hvad der sker i mig. Jeg kan bedre tåle at forholde mig til angst og fx tale om det med andre. Igennem eksponering har jeg fået fjernet mine triggers, så angst nu ikke fylder for mig længere. Jeg har en god tro på, at jeg fremad ikke vil få angst igen og kan håndtere mulige udfordringer. Det var svært at starte ved en psykolog, men jeg har nu fået det godt aftabuiseret”.
Kvinde, 57 år, stress: ”Jeg har oplevet mit behandlingsforløb som en livslinje. Det har været et sted hvor jeg har kunnet få hjælp til at forstå og tolke mine følelser. Jeg kan let skubbe fokus væk fra mig selv, men i vores forløb har Frederik insisteret på at holde fast i mig. Det har givet mig modspil og den udfordring jeg have brug for. Jeg har haft godt af, at der har været stor forskel i vores alder og køn, og jeg tror også Frederik har lært en del af det”.